
Kødkvalitet:
|
Vision:
Vi tilstræber at producere kød af en kvalitet, men ikke kan få i supermarkedet. Både avlsarbejdet og behandlingen af dyret under slagtningen skal sikre den bedste kødkvalitet og den højeste grad af fødevaresikkerhed. |
Den bedste kødkvalitet fås, når både kvægracens kvaliteter, det enkelte dyrs kvalitet, dyrets liv, og til sidst slagtning og partering er optimeret, og det er alt dét, der i sidste ende gør den store forskel til det kød, der kan købes i supermarkedets køledisk.
Kød af limousineracen har korte fibre sammenlignet med mange andre kvægracer, hvilket betyder at det er ekstremt mørt. Samtidigt betyder det, at tilberedningstiden forkortes med ca. 10 % af det som opskrifter typisk angiver. Limousinekød udmærker sig desuden ved at være meget magert - det hakkede kød indeholder typisk ca. 5 % fedt – og ved at ha´ en meget lille andel af knogler og dermed svind. Desuden har Limousine ligesom de øvrige kødkvægsracer en markant bedre fordeling af kødet end malkekvægsracer, så der er mest muligt af det gode bagkød (”pistolen”) og mindst muligt af forkødet, hvor det største svind også forekommer. Limousineforeningen har da også mottoet: ”Det er bagdelen, der er fordelen!”.
Så alt i alt er Limousineracen en af de bedst egnede kvægracer til kødproduktion.
Vi slagter dyrene, når de har nået den optimale foderstand, dvs. de skal være unge men samtidig have nået at få en god kødsætning, hvilket typisk er tyrekalvene ca. 10-12 måneder og kvierne nogle måneder ældre. Indtil da har de for det første gået i flokken og fået den gode fede mælk fra koen i ca. ½ år, og herefter har de gået på græs eller i løsdriftstald med fri adgang til grovfoder. Alt i alt et rigtig dejligt liv, som er med til at sikre den gode kødkvalitet, der kræves af Friland Food.
Slagteprocessen:
Alt godt kød kan ødelægges hvis det ikke behandles korrekt under slagtning og partering, og f.eks. ikke får lov til at hænge tilstrækkeligt længe og modne.
Vi slagter hos slagter Anders Muhlig i Tårs, som er et godkendt lokalt slagtehus af høj standard. Alle dyr bliver dyrlægekontrolleret, og hænger derefter i slagtehusets kølerum, indtil slagteren vurderer, at kødet er modent, normalt efter 16-19 dage. Til sammenligning hænger kød, der slagtes på slagterier og herefter leveres til supermarkeder, typisk i ca. 1 uge, og må herefter i mange tilfælde maskinmodnes.
Parteringen:
Vi sælger som udgangspunkt alle dyr i lige ¼, dvs. alle kunder får lige meget af både forparten og bagparten. En ¼ kalv vejer typisk mellem 65 og 85 kg, og hvis man synes det er for meget, kan det godt lade sig gøre at dele den i to lige store 1/8-dele, hvis man selv finder en at dele med.
På parteringsdagen kommer du selv med i slagtehuset, hvor slagteren parterer kødet helt ned, præcist som du ønsker det, i stege, bøffer, hakket kød osv. Du pakker selv kødet i poser, så det passer med din families størrelse. Hele parteringen tager ca. 1 time for ½ dyr. Vi leverer udskæringsplancher og lækre opskrifter på limousineretter med kødet. Under links kan du finde vej til nogle gode opskriftsamlinger.
Prisen på kalvekødet er 60 kr. pr kg slagtet vægt (”kold vægt på krog”). Når vi ind imellem slagter køer eller ældre tyre, hakkes alt kødet og sælges i 5-kg´s poser til 75 kr. pr. kg.
Hvis du er interesseret i at blive skrevet op til ¼ kalv eller blot ønsker at besøge gården, så kontakt os, enten på mail eller på tlf. 98 95 81 77.